Den tur, familierådet valgte
Det hele begyndte over aftensmaden hjemme i Løgstør. Jeg havde egentlig forberedt en tale om vores næste eventyr langs den nordjyske østkyst. Vi skulle på jagt efter oplevelser og bunkere. Men som en lille sidebemærkning fik jeg sagt: “Vi kunne jo også sejle i kano”
Beslutningen blev truffet med det samme. Et enstemmigt familiekor valgte kanoen, før vi overhovedet var nået til afstemningen. Så var det min opgave at finde en å, en kano og et sted, vi måtte sejle.
Vores egen kano, Tulle, var stadig under renovering. Vi måtte derfor leje en kano, og fordi det var maj, skulle vi også finde ud af, hvor sejladsen var tilladt. Det viste sig at være noget af et puslespil. Faktisk var det netop jagten på regler, ruter og muligheder, der satte gang i arbejdet med vores store kanoguide.
Valget faldt på Gels Å og Ribe Å. Vi ankom aftenen før og begyndte turen ved et shelter på et lokalt spejdercenter. Det var en dejlig rolig start. Børnene kunne gå ned til åen og kigge på det vand, vi skulle ud på næste morgen. Vi havde god tid til at finde os til rette, og om morgenen bagte vi frisk brød i Omniaovnen, inden kanoen skulle pakkes.
Vi satte i ved den lille plads i Bevtoft. Det tog ikke lang tid at komme på vandet, men som altid skulle vi lige finde den rigtige plads til både mennesker og oppakning. Mor og Sebastian måtte bytte rundt. Børnene er altså blevet store! Snart gled vi næsten lydløst afsted i det gode vejr. Åen snoede sig gennem det grønne landskab, og længere fremme blev den til et mere lige løb mellem de flade enge. Der var den særlige ro, som kun opstår, når alle endelig er kommet afsted.
Men Gels Å havde mere i vente end stille vand. Ved de stenede stryg tog strømmen fat. Et sted ramte kanoen en sten, drejede på tværs af strømmen og kæntrede. Pludselig handlede turen om at komme op igen og videre. Der var stadig omkring tre timer til den nærmeste lejrplads.
Efter den oplevelse traf vi et valg ved de næste stryg: Familien gik udenom, mens jeg sejlede kanoen igennem alene. Det var den rigtige beslutning for os. Enkelte passager gav også mig rigeligt at arbejde med. Gels Å er smuk, men den kræver, at man kan styre en pakket kano i strøm og er klar til at tage den på land, når et stryg ikke føles rigtigt.
Længere nede blev åen bredere og roligere. På Ribe Å fik vi igen plads til at kigge op fra vandet og fortælle historier til børnene om Ribe, handel og vikinger. Det er noget særligt at nærme sig en gammel by i kano og mærke, hvordan landskabet ændrer sig undervejs.
Det blev ikke den tur, jeg havde holdt min tale om hjemme ved aftensmaden. Den blev både mere besværlig og mere spændende. Og måske var det en af de sidste ture, hvor vi alle fire kunne være i den samme kano. Børnene vokser, og næste gang må vi nok finde en anden måde at fordele os på. Men jeg er glad for, at familierådet den aften valgte åen.


